Gestaltterapi som relationel, psykodynamisk og strukturelteori & terapitilgang - i selektiv dialog med selvpsykologien
Jan TønnesvangLektor, ph.d.
Psykologisk Institut,
Aarhus Universitet.


Artiklen søger at indkredse nogle af de udfordringer, der knytter sig til en fortsat udfoldelse og videreudvikling af gestaltterapi som en relationel, psykodynamisk og strukturelforankret terapitilgang. Bl.a. diskuteres muligheden for at anvende detselvpsykologiske begreb om selvobjekter som grundlag for en nuanceretforståelse af intersubjektive aspekter i gestaltterapi. Endvidere klargøresdet, at og hvorledes gestaltterapi er psykodynamisk. Herudover diskuteresbehovet for en gestaltteoretisk begrebsliggørelse af psykiskeorganiseringsmønstre i strukturelle termer. Afslutningsvist gives der et budpå, hvad artiklens forfatter anser for at være de tre mest centrale metodiskekomponenter i gestaltterapi[1].


1. Gestaltterapi som relationelI det nye forord til den tyske oversættelse af sin bog Awareness,process and dialogue: essays on gestalt therapy fremhæver Gary Yontef (1) den stigende opmærksomhed på relationelleaspekter som et positivt element i udviklingen af - hvad han kalder - en`relationel gestaltterapi´. Selvom Yontef medgiver, at gestaltterapi på sin visaltid har været relationel, mener han, at de relationelle principper og deresimplikationer ofte er blevet ignoreret eller sporadisk behandlet og under alleomstændigheder utilstrækkeligt udviklet i både teori og praksis. I `relationelgestaltterapi´ derimod, er man mere eksplicit opmærksom på kvaliteten af den terapeutiske relation, bl.a. hvilkenbetydning forstyrrelser og brud i denne har for terapiens udkomme, særligt (men ikkekun) når man arbejder med labile personlighedskonstellationer (som fx borderlineog narcissistiske personligheds- og adfærdsforstyrrelser).
OmYontef har ret i, at der ikke har været fokuseret nok på det relationelle igestaltterapi, kan diskuteres. På den ene side er det korrekt, at flere af degestaltterapeuter, som lod sig inspirere af den ældre Perls´ ”tjubang-terapeutiske” stil var blinde for,hvordan de med en udtalt konfronterende tilgang gjorde de skrøbelige blandtderes klienter mere skade end gavn (2; 3). Belægget for dereskonfrontationsterapi kunne de bl.a. finde i en selektiv læsning af Perls´”gestaltbøn” som udtryk for det modne selv som et selv-i-separation, der er sig selv nok, og som ikke opnår livsfyldeved at tage hensyn til og handle i forhold til andres ønsker, forventninger ogbehov[2].Med slagordssætningerne om, at ”jeg gør mine ting og du gør dine, jeg er ikkesat i denne verden for at leve op til dine forventninger, og du er ikke sat idenne verden for at leve op til mine osv.” (jf. note 2), blev gestaltbønnen afflere ”andengenerations-terapeuter” taget til indtægt for et grundsyn, derfavoriserer individualisme og ensidig selvansvarlighed på bekostning af enansvarlighed, der omfatter selv-og-andre-i-fællesskab (5, s. 146).
Påden anden side behøver man ikke læse mange sider i den klassiske gestaltlitteraturfor at opdage, at gestaltbønnen ikke erudtryk for et alment teoretisk udgangspunkt for gestaltterapi, men i bedstefald er en ”Perlsistisk” facon de parlér, hvis mål var at udfordre detuegentlige i menneskeliv (ibid.)[3].Grundlæggende er gestaltterapi funderet i gestaltpsykologi og den heraf udløbneLewinske feltteori (6, ss. 26-30,s. 101; 7, s. 277), hvor det antages, at psykiske adfærdsmanifestationer altidindgår i et felt af strukturerende kræfter, der medbestemmer formen ogindholdet af disse, og som så igen fører til omstruktureringer i feltetskræfter (8, s. 288). En gestaltterapeutisk forståelse af psykiske fænomener vilsåledes altid omfatte de ko-konstituerende forhold i de feltsammenhænge, somfænomenerne optræder i[4].
Endviderebygger gestaltterapi på en forståelse af mennesket som et fundamentalt socialtvæsen i såvel udviklingspsykologisk forstand – dvs. i forhold til barnetssociale relaterethed og behov for adækvat respons fra dets omgivelser - som iforhold til menneskets vedvarende socialitet og forbundethed med andet ogandre. I forhold til den udviklingspsykologiske side af sagen skrev Perls,Hefferline & Goodman, at:

”We have been at pains to show thatin the organism before it can be called a personality at all, and in the formationof personality, the social factors are essential. […] The underlying socialnature of the organism and the forming personality – fostering and dependency,communication, imitation and learning, love-choices and companionship, passionsof sympathy and antipathy, mutual aid and certain revalries – all this isextremely conservative, repressible but ineradicable. And it is meaningless tothink of an organism possessing drives which are `anti-social´ in this sense,opposed to his social nature […]” (7, s. 333).

Og i forhold til menneskets generelle sociale natur, at:

”Let us call this interacting oforganism and environment in any function the `organism/environment field´; andlet us remember that no matter how we theorize about impulses, drives, etc., itis always to such an interacting field that we are refering, and not to anisolated animal” (7, s. 228).

Når hertil lægges den historiske kendsgerning, atgestaltterapi jo ret beset blev formuleret som et relationelt modtræk til endaværende udbredt individualistisk tænkning (7, s. 372, fodnote, pkt. c; 9, s.3), så er det ikke oplagt, at Yontef (udover selve navnet) bringer nyt undersolen med sin tale om en `relationel gestaltterapi´. Som del af det felt enklient befinder sig i, er en terapeut til enhver tid en medskabende del af klientens væren-i-verden, hvorfor en relationelansvarlighed heller ikke blot er en juridisk og moralsk fordring, men enpsykologisk nødvendighed i det terapeutiske arbejde - naturligvis også igestaltterapi, hvor kontakt er den basale relationsenhed, forstået på den måde,at kontakt etablerer den terapeutiske relation men samtidig også skabes ellerhindres som følge af kvaliteten af denne. Yontefs påpegning er dog en udmærketpåmindelse om, at der fortsat er behov for, at gestaltterapiens feltteoretiskegrundlag bliver foldet ud og begrebssat som en nærmere specificeret forståelseaf:

1. Hvaddet mere specifikt er ved gestaltterapeuters forholden sig til klienter, derfremmer eller hindrer kontakt.
2. Hvaddet er for forhold ved labile personlighedskonstellationer, der særligt ersårbare overfor relationelle faktorer og forhold[5].

Udviklingsblokeringer og fikserede gestalterEfter min og andre synteseorienterede gestaltterapeutersopfattelse (10; 11; 12; 13; 14; 3; 15), er det så netop med henblik på dels atforstå karakteren af udviklingsbetingede relationsafhængigheder ved labilepersonlighedskonstellationer, og dels at forstå hvorledes gestaltterapeuter påforskellig vis bliver en nærende eller blokerende del af disse, at den videreudvikling af gestaltteori og terapi kan drage nytte af indsigter fraobjektrelationsteori og selvpsykologi. Det, der hævdes indenfor disse tilgange,er dels, at personlighedsforstyrrelser er en følge af forskellige former for blokering af eller standsning i menneskets basale udviklingsstræben (fxbegrebsliggjort som ”narcissisme” hos Kohut, ”primær objektkærlighed” hosBalint og ”det sande selv” hos Winnicott), og dels at man som terapeut iforhold til disse blokeringer får en relationel betydning, som på mange mådersvarer til den betydning forældre har, når de skal imødekomme og håndterebarnets udviklingsadækvate måde at orientere og manifestere sig på.
Iselvpsykologisk regi - som jeg her holder mig til - taler man (med vissemodifikationer i forhold til Kohuts udlægninger og sprogbrug; se (16)) om, atpersonlighedsforstyrrelser kommer i stand som følge af blokering ellerstandsning af barnets udviklingsadækvate behov for:

1. Athævde og fremstille sig selv som den, det er.
2. Atsøge mening og tryghed ved omgang med betydningsbærende og tryghedsskabendeomsorgspersoner.
3. Attilknytte sig menneskelige fællesskaber og opleve samhørighed med ligesindede.
4. Atsøge at udfolde og udvikle evner, talenter, færdigheder og autonomi uden atblive straffet og knægtet.

Mens en vellykketselvudvikling vil føre til etablering af et stabilt kerneselv, der opleves somen basis for følelsen af at være etuafhængigt center for initiativ og perception, integreret med de mest centraleambitioner og idealer man har, samt med oplevelsen af at ens krop og psykedanner en enhed i tid og rum (17, s. 130; 18, s. 234), så vil udviklingsblokeringer på de nævnte områder typiskmanifestere sig som:

1. Forvrængedeselvforestillinger og manglende eller urealistisk forstørrede ambitioner.
2. Forvrængedeeller manglende idealer, værdi- og målstrukturer samt hermed forbundnefanatiske idealiseringer eller oplevelser af orienterings- og meningsløshed.
3. Mangelpå tillid og forsikrende oplevelser af at være lige-som og høre til imenneskelige fællesskaber, med heraf følgende oplevelse af eksistentielensomhed og isolation.
4. Dårligudnyttelse af evner, talenter og færdigheder, evt. i et falsk selvs tjeneste(19), og måske for entydigt at leve op til andres forventninger (som nævnt igestaltbønnen) - se evt. (16, kap. VII) for en uddybning af de fireudviklingsblokeringers fænomenologi.

Sådanne udviklingsblokeringer kan i gestaltregi forståsmed reference til ufuldstændige og fikseredegestalter, der hver på deres måde erforstyrrelser af menneskets naturlige væksttrang, men i forskellige grader.Mens ufuldstændige gestalter er udtryk for en form for dynamisk ubalance, der vedvarende søger at fuldende sig selv, erfikserede gestalter et resultat af, at ufuldstændige gestalter over tid ikkehar kunnet fuldende sig selv og derfor er blevet blokeret fra bevidstheden,hvilket har resulteret i egentlige udviklingsblokeringer med hertilhørende karakteristiske symptomdannelserog karakterformationer (Perls; i 5, ss. 68-70).
Nårman som gestaltterapeut arbejder med en klient med alvorligeudviklingsblokeringer, er det væsentligt, at man forstår sig på, hvordan manmed sin personlige forholden sig kanmøde klientens blokerede udviklingsstræben i en empatisk modus, der muliggør dekorrektive relationelle og emotionelle oplevelser, som betinger klientens meningsskabende erfaringer med, at relationer ikke nødvendigvis ersåledes beskafne, at det ikke er muligt at opleve og fremvise hele sitemotionelle register (herunder evt. ufuldstændige og fikserede gestalter sombliver vakt til live i terapien) uden at blive afvist, men at det også kan ladesig gøre at blive accepteret, anerkendt og forstået som den man er, når man viser sig som sådan - på godt og ondt.Naturligvis vil erfarne gestaltterapeuter ofte være både klar over og i standtil at mestre en sådan empatisk værenskontakt, der skal til for, at dette kan lade sig gøre. Mennødvendigheden af dette fremgår ikke af den klassiske gestaltteori, hvorpsykopatologi gennemgående forstås på neuroseniveau og kontakt primærtfremstilles som grundlag for at arbejde med klientens refleksion og grænser, oghvor man først i de senere år er blevet opmærksom på, at empatisk værenskontaktikke kan tages for givet, men må søges artikuleret som en eksplicit komponent igestaltterapiens teoretiske fundament (20, ss. 156-159). Det er særligt mht.dette artikuleringsarbejde, at de selvpsykologiske begreber om selvobjekterog selvobjektoverføring (17; 21) kan vise sig nyttige.

Selvobjekter og selvobjektoverføringerI bred forstand er begrebet om selvobjekter betegnelsefor den art af psykiske dimensioner vedforholdet til betydningsfulde andre, som gør det muligt for det enkeltemenneske at opleve sigvitaliseret og understøttet, og som i almindelighed er nødvendige foretablering, opretholdelse og fortsat udvikling af et vitalt udfarende ogtilværelsesrealiserende selv (22). At mennesker altid er stedt iselvobjektforhold er udtryk for det psykologisk velkendte faktum[6],at de udgør en indvendigforbundet eksistentiel forlængelse af hinandens følelse af selvværd,selvopretholdelse og selvudvikling (deraf ordlyden selvobjekt). Hermed ikke sagt, at selvobjektforhold erensbetydende med, at der foreligger en grænseløs sammensmeltning mellemmennesker. Pointen er blot, at også dér, hvor mennesker afgrænser sig i forholdtil hinanden, er de som en del af det felt, hvori de hver især bevæger sig,samtidig også parthavere i hinandens eksistens.
Selvobjektoverføringer er i overensstemmelse hermed - men samtidig merespecifikt - udtryk for, at blokerede udviklingsbestræbelser og behov er blevetaktiveret i en sådan grad, at klientens selvsammenhæng trues med opløsning, ogat klienten for at holde sammen på sig selv og tøjle sin opløsningsangst erblevet afhængig af terapeutens evne og villighed til at fungere som etudviklingsspecifikt selvobjekt (32, s. 64). Med udviklingsspecifikt selvobjektmenes, at man er tilgængelig som et empatisk spejlende, idealiserbart,samhørighedsskabende og optimalt frustrerende Du (af klienten evt. opfattet som et Det) for klientens udviklingsblokerede behov forimødekommelse, ”holding” og medspillende modspil på disse områder.
Svarendetil de (i foregående afsnit) nævnte resultater af en skæv eller forstyrretselvudvikling, findes der fire typer af udviklingsrelateret selvobjektoverfø­ring.Selv talte Kohut (17; 21) ganske vist kun om tre typer, nemlig hhv. spejlende,idealiserende og alter ego selvobjektoverføring. Alter ego ogtvillingeskabsselvobjektoverføring opfattede han som synonyme. Men som Detrick(33, s. 300) har påpeget, så er der grund til at mene, at alter ego ogtvillingeskabsselvobjektrelationer vedrører forskellige ting, idet alter egohar med oplevelsen af vi-hed og samhørighed som sådan at gøre, mens tvillingeskab mere specifikt vedrøreroplevelsen af at blive udfordretpå sine evner, talenter og færdigheder af en ligesindet. Et tilsvarendesynspunkt finder man hos Wolf (32, s. 55), der taler om ”adversarial needs” somet selvstændigt behov for at opleve sig udfordret af et samtidig understøttendeselvobjekt. Når jeg derfor taler om fire typer af selvobjektoverføring, såskyldes det, at jeg i lighed med Detrick og Wolf mener, at alter ego ogtvillingeskabsselvobjektoverføringer er forskellige (for en uddybning, se (16,bl.a. kap. VI og appendikset)). De fire selvobjektoverføringer er således:

1. Spejlings­overfør­inger, der typisk manife­sterer sig som krav tilterapeuten om bekræftel­se gennem ubetinget kærlighed, anerkendel­se, beundringeller ros (eller som forsvar mod sådanne krav).
2. Idealise­ringsoverfør­in­ger, der typisk kommer til udtryk som en mere ellermindre maskeret beundring af terapeutens person, karakter og værdier.
3. Alterego overfø­ringer, der typisk viser sig somet forsig­tigt ønske om stille samvær og samhørighed, dvs. et ønske om essentieltat være af samme slags som terapeuten.
4. Tvillingeskabsoverføringer, der typisk manifesterer sig som usammenhængendetale og tankemønstre, koncentrationsforstyrrelser, hukommelsestab og i nogletilfælde hallucinationer og vrangforestillinger.

Ifølge Kohut (34; 17; 21) er aktiveringen oggennemarbejdningen af selvobjektoverføringer det centrale omdrejningspunkt iden selvpsykologiske terapi – og det uanset om der findes tre eller fire typeraf disse. For det første fordi aktiveringen af selvobjektoverføringer svarertil en her-og-nu mobilisering afklientens blokerede (narcissistiske) udvik­lingsbehov. For det andet fordi deter i forhold til selvobjektoverfø­ringer, at det tolkende arbejde skal foregå.Og for det tredje fordi selvobjektoverførin­ger fungerer som diagnosticerings­redskabi forhold til forståelsen af den dynamiske konstellation af selvets fænomenol­ogiskehandle- og oplevelsesunivers.
Iforhold til en gestalttankegang er det væsentligt at understrege, atselvobjektoverføringer ikke er udtrykfor en traditionel analytisk forståelse af overføring som enrealitetsforvrængning i regressiv eller fortidsforskudt forstand, hvorklientens opfattelse af det, der foregår i den terapeutiske relation opfattessom hørende en anden tid til og som værende ude af trit med en objektiv og meresand realitet. Var dette tilfældet, ville der være en klar uoverensstemmelsemed Perls (6, ss. 88-89), der som bekendt forholdt sig ret entydigt kritisk tildenne forståelse. Som klargjort af Stolorow et al. (25, s. 36), så erselvobjektoverføringer udtryk for klientens selvorganiserende aktiviteter, somde manifesterer sig her-og-nu i relation til terapeuten på mere eller mindrefragmenteret vis, og som udtryk for dels dét, der aktuelt sker i denterapeutiske relation og dels den generelle tilstand af klientensselvkonstellation. Ifølge Kohut skal terapeuten derfor ikke primært interesseresig for klientens barndom for at fremgrave ætiologiske faktorer men derimod for at forstå forstyrrelsens genetiske rødder (17, s. 34), dvs. forstå forstyrrelsenskarakter udfra den måde, hvorpå den har taget en bestemt subjektiv form, derher-og-nu er tilstede og manifesterer sig i terapien - evt. somselvobjektoverføring. Hvilket - såvidt jeg kan vurdere - er i god overensstemmelsemed Perls´ opfattelse af fortidens betydning i den terapeutiske situation, idetdet for ham er fortiden som den manifesterer sig under forandrede betingelser idet aktuelle her-og-nu, der gøres til genstand for undersøgelse ognygestaltning (6, kap. XI-XIII). Tilsvarende er det også centralt for Kohut, atdet ikke er den intellektuelle forståelse for evt. ætiologiske faktorer ogforhold, der helbreder klienten, men de gradvise internaliseringer, derfrembringes ved, at gamle oplevelser i terapien gentagne gange gennemleves afden mere modne psyke (17, s. 34). Dette vender jeg tilbage til i næste afsnit.I første omgang skal det blot fastslås, at selvobjektoverføringer i gestaltregisvarer til en her-og-nu aktivering af sådanne ufuldstændige og fikseredegestalter, der truer klientens evne til at bevare sin selvsammenhæng. Og nårdette sker har klienten brug for, at terapeuten kan bevare en empatisk attitudeog undlade at konfrontere klienten med, at der er tale om projektioner,fejlopfattelser o. lign.
Engenerel pointe i forhold til en gestalttankegang er i øvrigt, at begrebet omselvobjekter (og selvobjektoverføringer) er udtryk for, at det menneskeligeselv - lig den biologiske organismes behov for ilt - har behov for psykologiskilt for at virkeliggøre sig selv. Og dadenne forståelse bygger på antagelsen om en ikke-dualistisk indvendigforbundethed mellem selv og selvobjekter, er forståelsen af forholdet mellemselv og selvobjekter kompatibelt med feltteori (3, ss. 27). Lig Perls forstodogså Kohut (35, s. 395) den terapeutiske proces som et relation­elt (eller retbeset et intersubjektivt) foreta­gende, hvor klientens patologiske manifesta­tioner,hverken kan eller skal forstås uafhængigt af det felt, de udspiller sig i, dahverken disse eller eventuelle modstande mod terapien kan forstås i dybdenuafhæn­gigt af det igangværende samspil, og uden terapeutens forståelse forhvordan hans tilgang, attitude og konkrete handlin­ger bidrager til klientensoplevelser og reak­tioner. De fænomenologisk-eksistentielt orienteredeselvpsykologer Stolorow et al. - som Tobin (3) og Breshgold & Zahm (10)trækker på i deres syntesesbestræbelser - pointerer meget præcist, atselvobjektbegrebet:

“…is of enormous clinical importance because,by illuminating the developmental dimension of the transference, it permits therapists to treatpatients with severe developmental arrests psychoanalytical. Once an analysthas grasped the idea that his responsiveness can be experienced subjectively asa vital, functional component of a patient´s self-organization, he willnever listen to analytical material in quite the same way” (25, s. 17 - min kursivering).

Empati og tolkning i en gestaltterapeutisk sammenhængDet, man kan opnå ved at inddrage selvobjektsproget (dvs.selvobjekter og selvobjektoverføringer) i gestaltterapi, er en skærpet teoretisk forståelse af, hvorledes man som gestaltterapeutiskselvobjekt bliver en medskabende komponenti klientens selvsammenhæng og selvudvikling og dermed bliver den psykologiskeilt, der skal til for at klienten:

1. Kanopretholde sin fornemmelse af selvsammenhæng;
2. Kanetablere vedvarende tillid til terapeuten;
3. Kanreaktivere og gennemleve evt. fikserede gestalter i den terapeutiske relation;
4. Kanudvikle forståelse for psykodynamiske forhold i sit fænomenologiske handle- ogoplevelsesunivers, og på den baggrund forsøge at koble evt. afkoblede dele afdette i en artikuleret, integreret (dvs. sammenhængende), differentieret (dvs.med evne til dels at skelne mellem forskellige behov, impulser, ønsker ogemotionelle tilstande, og dels at skelne mellem hvad der hører til én selv, oghvad der hører til andre) og autentisk væren-i-verden

Mens det ved punkterne 1, 2 og 3 overordnet erterapeutens evne til åbent og fordomsfrit at skabe kontakt, forstå, følge,spejle, anerkende og “holde” klienten, der er i centrum, er udviklingen afindsigt og forståelse under punkt 4 betinget af optimalt afstemt brug aftolkning.
Sombekendt var det en hjørnesten i Perls´ opgør med psykoanalysen, at han lagdeafstand til overføringstolkning og i stedet satte her-og-nu kontakt i centrum (6, sefx p. 239). Som sådan kan det måske virke overraskende, at jeg nu hævder, attolkning er en naturlig del af gestaltterapi. Det, der imidlertid må huskes,er, at da Perls gjorde op med ortodoks psykoanalytisk fortolkningsteknik, vardet et opgør med en tradition, hvor det (sat på spidsen) blev antaget:

1. Atder fandtes en objektiv sandhed, som terapeuter men ikke klienter kunne kende.
2. Atdenne objektive sandhed kunne årsagsforklares udfra driftsteorien.
3. Atterapeuter kunne være en neutral skærm for klienters projektion afoverføringsmateriale.
4. Atdet var analytikerens opgave på det rette tidspunkt og i passende doser atforklare klienten om dennes mentale univers, så klientens opfattelse kunneblive bragt i overensstemmelse med den teoribaserede opfattelse af, hvorledestingene hang sammen.

Opfatter man tolkning på denne måde, så er det klart, attolkninger ikke er forenelige med gestaltterapi. Med fænomenologien som afsætog metode er respekten for klientens måde at forstå, opleve og indrette sig iverden på sat i centrum (36, ss. 86-96; 2, del II). Vil man som terapeutårsagsforklare og belære, da gør man vold på det fænomenologiske princip.
Menopfatter man tolkning på denne måde, så har man hæftet sig ved én bestemtforståelse heraf. Og afviser man på den baggrund tolkning som redskab til athjælpe klienten med at skabe indsigt, så har man paradoksalt nok bragt sig imodstrid med den filosofiske hermeneutik, som er udviklet i kølvandet påHeidegger, der jo netop var en af Perls´ inspirationskilder (se fx 5, s. 64).En af de centrale filosofisk hermeneutiske fortjenester er klargørelsen af, atmennesker i bund og grund (dvs. altid) har et fortolkende forhold til verden(herunder sig selv og hinanden), og derfor slet ikke kan undgå at tolke (37).Og da gestaltterapi tager afsæt i fænomenologi og filosofisk hermeneutik ogdermed i bund og grund er en fortolkende tilgang[7],vil det i sagens natur være et fejlslag at hævde, at gestaltterapeuter ikketolker, med mindre man hæfter sig ved én bestemt (snæver og traditionelen-personpsykologisk freudiansk) forståelse af tolkning. Men så har man ikkeblik for, hvad en fortolkende tilgang mere bredt betragtet er. Det er ikkespørgsmålet om tolkning som sådan, deradskiller psykoanalyse og gestaltterapi, men spørgsmålet om, hvorvidttolkninger (som i traditionel psykoanalyse) fremstilles som teoriforankredeårsagsforklaringer eller om de (som i gestaltterapi) forstås som terapeutenshypotetiske forslag til eventuelle sammenhænge og en samtidig reel åbenhed for, at disse forslag ikke nødvendigvissvarer til klientens opfattelse.
Etoplagt spørgsmål i forlængelse af det ovenstående må være, at hvis menneskeraltid står i et fortolkende forhold til det, de står overfor, så må empatiskindlevelse vel også være af fortolkende karakter? Dertil kan jeg kun svare ja.Dette er netop tilfældet. Sådan er det - i grunden. Hvilket dog ikke betyder, at konkret tolkning(hypotetisk forklaring) og empatisk indlevelse (forståelse) så er det samme.Men ret beset er de sider af samme sag, hvilket de er, fordi man ikke kanforstå noget som helst uden allerede at have foregrebet en forklaring, og atman omvendt heller ikke kan forklare noget uden først at have forstået det, somman skal forklare - se fx (23).
Derforbegrebsliggør Kohut (38) da heller ikke tolkning i modsætning til indlevelse ogempati, men derimod som et andet, mere konfronterende niveau af empati end det blot efterstræbt indlevede empatiske ogforståelsesorienterede niveau. I stedet for at tale om empati og tolkning somto vidt forskellige ting, taler han herom som forskellige niveauer afen empatisk forholden-sig, der gør siggældende i en terapeutisk to-trins-procedure, hvor forståelse til enhver tidgår forud for tolkning, men hvor begge dele er vikarierende introspektive (dvs.empatiske). Mens to-trins-procedurens første led er "...detuerstatte­lige trin, der fører til den meningsfulde forståelse af det psykolo­gis­keområde" (17, s. 108), så er det denstadige bevægelse mellem terapeutens forstående og tolkende empatiskeaktiviteter, der afgør terapiens helbredende effekt. Afhængigt af terapiensher-og-nu karakter drejer det sig på nogle tidspunkter om at navigere i enværenskontakt og støtte klienten ved at forstå ham og derudover ladeham være, mens det på andre tidspunkterdrejer sig om at skifte niveau ogmed klarificerende, konfronterende og tolkende interventioner søge at fremme destrukturopbyggende internaliseringsprocesser (21, s. 75):

"...it is the repetition of the two-stepinterven­tions of the analyst - the experience over and over again, of under­standingfollowed by explaining - that leads to structure building via transmutinginternalization" (21, s. 204).

Udover at klarifikation, konfrontation og tolkning kanhave en strukturopbyggende funktion[8],er der den pointe i forhold til gestaltterapi, at et velplaceret fortolkendebidrag fra en kvalificeret terapeut kan være lige præcis det, der gør, at enklient oplever sig set, hørt og forstået og dermed kan og tør åbne sig foryderligere kontakt såvel vertikalt iforhold til at vække fikserede gestalter til live i sig selv som horisontalt i forhold til at gøre disse gestalter til genstandfor undersøgelse og nygestaltning i terapien.
Der,hvor tingene går galt, er, hvis man utidigt og på basis af en rigidteoribundethed forsøger at trække årsagsforklaringer eller personlige projekterned over en klients fænomenologiske handle- og oplevelsesunivers. Ibestræbelsen på at undgå dette, taler Kohut om, at terapeuten til stadighed måbestræbe sig på at holde linserne på sine kliniske briller rene for dermed atmindske betydningen af faktorer (eksempelvis modoverføringer), der forstyrrerden umiddelbare perception af klientens kommunikationer og personlighed (21, s.37). I gestaltterapi arbejder man tilsvarende ud fra det fænomenologiskeprincip om ”bracketing” (1, s. 6), der er en oversættelse af Husserls ”Epokhé”og betyder at tilbageholde eller sætte i parentes. Ved ”bracketing” forsøgerman netop at sætte sine forudantagelser, fordomme og teoretiske konstruktioneri parentes, for med disciplineret naivitetat forholde sig så åbent som muligt til klientens handle- og oplevelsesunivers,som dette kommer til syne gennem klientens kropsgestik, udsagn og fortællinger. Og, som nævnt (!): enhvertolkning opfatter man som terapeutens hypotetiske forslag til en forståelse afevt. sammenhænge, der er sekundær til klientens opfattelse og oplevelse aftingene. Hvorledes den terapeutiske sans for ”bracketing” kan trænes gennemegenterapi, supervision og terapeutisk virksomhed tillader pladsen desværreikke at uddybe.
2. Gestaltterapi som psykodynamiskOprindeligt blev gestaltterapi udviklet som enoplevelsesorienteret terapiform med vægt på her-og-nu, awareness[9]og kontakt, der lagde afstand til psykoanalytisk fortidsfokusering, overføringog talking-cure. Tendentielt har dette givet anledning til den opfattelse, atgestaltterapi så er alt andet end psykodynamisk. Dette er ikke tilfældet. At gestaltterapi qua sinfænomenologisk-eksistentielle og gestaltpsykologiske grundforståelse er radikalanderledes funderet end psykoanalyse (jf. note 7), gør ikke tilgangen mindrepsykodynamisk orienteret end psykoanalyse. Blot er det andre psykodynamiskekræfter, der anses for væsentlige.
Selvomdet var en af Freuds mange fortjenester at udvikle den første psykodynamiskemodel af det mentales funktionalitet, så er det psykodynamiske som sådan ikke bundet af hverken Freuds topiske ellerstrukturelle model. Psykoanalyseer ret beset en betegnelse for en bestemt teoretisk tilgang til forståelse afmenneskets mentale liv og en bestemt terapeutisk teknik til behandling afpsykisk lidelse. Psykodynamikderimod, henviser specifikt til, at menneskers mentalitet rummer stridende ogmodstridende (bevidste og ubevidste, reflekterede og ureflekterede) kræfter, ogat dynamikken i og mellem disse kræfter influerer og medskaber kognition,emotion, konation og adfærd (40, s. 6).
Det,der afgør, om man for en psykodynamisk betragtning arbejder udfra den ene ellerden anden terapeutiske tilgang, er, hvilke psykodynamiske grundkomponenter mananser for vigtige og hvilken status disse tillægges i terapien. Hvori dissekomponenter består er ikke blot et spørgsmål om valg af ord. Synet på, hvilkepsykodynamikker der er væsentlige, er nemlig snævert forbundet med debasisbetragtninger om menneskets natur, udvikling, tilværelsesrealisering osv.,som ligger til grund for ens arbejde.
HosFreud (i hvert fald efter indførelsen af aggressionsdriften i 1920 (41) ogformuleringen af strukturmodellen i 1923 (42)) er det som bekendtmodsætningsforholdet mellem seksuelle og aggressive drifter på den ene side ogomverdenens (og senere overjegets) krav om hensyn, mådehold og anstændighed påden anden, der udgør komponenterne i de grundlæggende psykodynamikker.
Iselvpsykologisk regi er det derimod forholdet mellem det grundlæggende socialemenneskes stræben efter selvhævdelse og selvfremstilling, samhørighed, meningog tryghed, mestring og autonomi på den ene side og tab af selvobjektstøtte (psykologisk ilt) og enhermed forbunden forladtheds- og opløsningsangst på den anden side, der skabergrunddynamikkerne. Grundfiguren i den selvpsykologiske udviklingstænkning er,at barnet fødes med en tillidsfuld åbenhed for sine omgivelser og med denneprimært søger at etablere og opretholde gode vedvarende relationer til detsomgivende selvobjekter (17, s. 92). Hverken for det nyfødte eller det lidtstørre barn er der en principiel (og dermed uundgåelig) modsætning mellem detsselvdifferentie­ring og fornemmelsen af at høre til blandt andre (21, s. 188).Oplever barnet en sådan modsætning, så skyldes det overvejende, at det i sineforsøg på at manifeste­re sin in­dividualitet og differen­tiere sit selv ikkefår adækvat opbakning af dets primære selvobjekter (25, s. 49). I så faldafspejler barnets oplevelse ikke et intrapsykisk modsætningsforhold, menderimod den feltrealitet, det faktisk bevæger sig i. Og det er primært dennerealitet, der fører til etablering af de psykodynamiske ubalancer ogkonflikter, der vil være forbundet med udviklingsblokeringer i barnetsselvdannelse.

Når det som her drejer sig om at forstå, hvorledesgestaltterapi er en psykodynamisk tilgang - eller måske ret beset en oplevelsesorienteretterapi på psykodynamisk grundlag med etudtryk hentet hos Fog og Hem (43) -, så er det vigtigt både at få fastlagt hvilke modsætningsforhold og nærmerebestemte kræfter, der er de centrale psykodynamiske kernekomponenter (dvs.gestaltdynamikker), og hvorledesdisse adskiller sig fra andre tilgange. Klart er det, at Perls et al.´stidligere nævnte antagelse om, at det er meningsløst at forestille sig, atmennesket skulle besidde drifter som er antisociale og i modstrid med detssociale natur, gør gestaltterapi uforenelig med en klassisk freudiansk ogdriftsforankret forståelse af psykodynamik. Gestaltdynamikker må forstås ud fraen ontologi om mennesket som et grundlæggende socialt væsen - hvilket for engrundlagsbetragtning gør dem forenelige med de selvpsykologiske anskuelser[10].
Nårdette er sagt, så er det dog særligt de konfliktforhold, der knytter sig tiludviklingen af menneskelige kontaktformerog kontaktforstyrrelser, der gørgestaltterapi psykodynamisk. Ifølge Perls er det en fundamental antagelse igestaltteori, at mennesket på samme tid stræber efter vækst og efter atopretholde en organismisk balance, som dog til stadighed forstyrres af detsbehov for vækst (og behov i det hele taget) men samtidig kan genvindes vedtilfredsstillelse eller eliminering af disse behov (6, s. 7). Og netop for atudvikle en optimal balanceret bestræbelse på at tilfredsstille sine(vækst)behov har mennesket brug for at udvikle evnen til på forskellig vis atforbinde sig i kontakt med omgivelserne. Og ret beset, så er det dettekontaktdomæne og de heri implicerede psykodynamikker, som man i gestaltregisærligt har haft øje for og sat begreb på:

”Among the biological and social sciences, allof which deal with interacting in the organism/environment field, psychology[læs: gestaltterapi] studies the operation of the contact-boundary in theorganism/environment field” (7, s. 229).

Samlet opererer man i gestaltregi med seks kontaktformer:konfluens, introjektion, projektion, deflektion, retroflektion og egentlig kontakt, hvor deflektion ikke er begrebssat af Perls, men afPolster & Polster (46, ss. 89-92). De seks kontaktformer og forstyrrelserbeskrives grundigt i hhv. Polster & Polster (46, kap. 4), Salonia (13)[11]og Hostrup (36, del II) og skal blot minimalskitseres her. Modsat Polster &Polster forsøger Salonia og Hostrup at indskrive de enkelte kontaktformer i enudviklingsteori, der tager højde for Sterns (24) - efterhånden velkendte -indvendinger mod klassisk psykoanalytisk udviklingstænkning